Hanse

Dengang var det meget farligt at rejse til søs. Det var meget almindeligt at der blev stjålet fra en, og sørøvere var der også mange af. Derfor blev det meget normalt, at tyske købmænd sluttede sig sammen i bevæbnede grupper, samlede under navnet ”Hanse”. Men senere fik ordet ”Hanse” en anden betydning. Når Hansekøbmænd fra forskellige nordtyske byer var i andre lande, opsøgte de hinanden og sluttede sig ofte sammen i et fællesskab, kaldt Hansen, der holdt til i en bestemt by i det fremmede land. Så kunne de bedre klare sig, hvis de kom i skænderi med landets befolkning over varer eller priser på varerne de solgte. Efterhånden fik ordet ”Hanse” en tredje betydning, da det blev brugt om et samarbejde mellem nordtyske handelsbyer, der derfor blev kaldt Hansestæder. Ca. i år 1250 mødtes de tyske byer – Lübeck, Wismar, Rostock, Stralsund, Greifswald og Stettin, senere fik de tilslutning af det tidligere Preussen som nu er blevet til Tyskland. Man holdt fælles møder, Hansedage, hvor man talte om byens politik i hensyn til sørøveri og andre problemer på det tidspunkt. Hansestæderne arbejdede sammen om at sælge varer og komme igennem fremmede lande med dem. Hansestæderne lå på kyster rundt omkring i Nordeuropa, og de strakte sig over hele Danmark, Sydsveriges kyster, Nordtyskland, det nordlige Polen, Nordestland og de små øer omkring.

Kalmarunionen.

Kalmarunionen.

I juni år 1397 var der en kæmpe fest i den svenske by Kalmar. Fra både Norge, Danmark og Sverige strømmede adelsmænd til byen, for nu skulle Erik krones til kongen af de nordiske lande (det samlede Norden). I de sidste uger op til kroningen blev kældrene i Kalmar fyldt til randen med mad til alle gæsterne, og der var rigtig lagt op til fest. Både okser, kalve, svin, høns, ænder og gæs blev slagtet og saltet ned. Til at drikke blev tønder med øl og fade med vin båret ned i kældrene. En masse kokke blev også tilkaldt, og der kom også mange medhjælpere til at slide i det fra morgen til aften for at bage, stege og koge al den dejlige mad. Den 17. juni kom, og nu var det tid til at krone Erik til konge af det samlede Norden. Et optog gik fra slottet til Kalmars kirke. Forrest kom sendebuddene, der ikke kunne stoppe med at blæse i deres horn. Derefter fulgte en masse smukt påklædte adelige stormænd. Endelig kom Kong Erik og Dronning Margrethe ledsaget af ærkebiskopperne fra Norge og Danmark. Da Erik trådte op til alteret, satte alle sig ned, og Erik knælede foran de to ærkebiskopper, da de placerede Nordens krone oven på hovedet af ham.

Festen i Kalmar fortsatte i ugevis, og ingen tænkte på at stoppe. Alting så godt ud. Den unge Kong Erik uddelte ridderslag til mange af sine mænd. For de nye riddere blev der afholdt mange konkurrencer fra jagt til turneringer, hvor det gjaldt om at slå sin modstander i jorden. Sejrherrerne fik store gaver i disse konkurrencer. Men bedst som det hele så, så lyst ud, gik det galt. Da aftalerne om en union mellem de tre lande skulle skrives ned, opstod der uenigheder. Dronning Margrethe var så ivrig efter at få en stærk kongemagt, hvor kongen skulle styre landende ved hjælp fra sine egne mænd, men det ville stormændene i de tre lande ikke gå med til. De kunne godt aftale at der var en fælles konge, men ikke at de skulle afgive noget som helst af deres magt til ham. Indtil Margrethe døde i 1412, herskede hun i hele Norden, da hun kunne holde stormændene i ro. Men da Erik tog over brød helvede ud, og det blev i de næste 100, år en kamp for de danske konger at holde styr på unionen.

Kilder:

Ind i historien, Danmark og verdenen. http://www.bredalsparken.dk/~soren-kretzschmer/danmarks_magtfulde_regenter_-_3.html

Margrethe 1.

Da Valdemar Atterdag døde i 1375, opstod der et stort problem, da han ikke havde nogen sønner. Der var ingen efterfølger til tronen! Men hans ene datter Margrethe havde en søn ved navn Oluf med sin mand den norske konge. Selvom Oluf dog kun var 5 da kongen døde, og da der ikke var andet at gøre, blev det besluttet at han skulle blive konge indtil han fyldte 18 år, styret af Margrethe. Efter sin 18 års fødselsdag skulle han så blive konge af Danmark, uafhængig af sin mor. Da Oluf var 10 år døde kongen af Norge også, så nu havde Margrethe både magten over Danmark og Norge. Bedst som det hele så lyst ud skete der noget forfærdeligt. Oluf døde tidligt i en alder af 17 år. Man så ingen anden mulighed end at slå de to lande sammen og gøre Margrethe til dronning. Margrethe var nødt til at finde en arvtager for hende selv, og ham fandt hun i Pommern, et land i nordtyskland. Hans navn var Erik, og var barnebarn af hendes søster Ingeborg. I 1389 blev han kronet som konge af Norge, og 7 år senere i 1396 blev han konge af Danmark. Senere samme år blev han til og med den svenske konge, og nu var de tre lande samlet for første gang. Det var stadig Margrethe der styrede, indtil Erik blev 18 år.